Benedicte Lassen, der studerer professionsbachelor i skat, fortæller her om sin praktikperiode hos Jyske Bank A/S:
Da du skulle vælge praktiksted – tænkte du det i sammenhæng med dit fremtidige arbejdsliv?
Mit valg af praktiksted var ikke drevet af en sammenhæng til mit fremtidige arbejdsliv, men derimod af nysgerrighed på at lære om skat i den private sektor.
Professionsbachelor i skat åbner op for jobmuligheder i både det private og i det offentlige, og jeg er sikker på, at jeg vil komme til at arbejde med noget spændende uanset hvilken sektor, jeg ender i.
Beskriv dine primære arbejdsområder og arbejdsopgaver i din praktik. Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig
Gennem min praktik i Jyske Bank A/S var jeg fast tilknyttet én afdeling, hvor arbejdsområder var Skatteservice, CRS, FATCA, QI og TRACE. Dog fik jeg mulighed for at besøge forskellige afdelinger, som hver især arbejder med et skattefagligt område. Jeg er ekstremt glad for den mulighed, da man derigennem som praktikant kunne opleve forskellige skattefaglige områder, og finde ud af hvilke arbejdsformer og emner, man selv fandt sjovt og spændende.
En dag i min praktik var aldrig ens. Der var altid nye opgaver, opgaver som byggede videre på den tillærte viden og nye spændende skattefaglige emner, man kunne dykke ned i.
Hvad giver dig faglig stolthed?
Det giver mig faglig stolthed, når jeg kan se, at det jeg laver bidrager til udvikling eller er med til at kunne hjælpe andre. Dette er både når det gælder at kunne forklare komplekse skattemæssige problemstillinger på en letforståelig måde eller, at man kan se en faglig sammenhæng mellem tingene, som kan bidrage til udvikling på arbejdspladsen.
Hvis du skulle give de nye studerende på uddannelsen et godt råd, hvad skulle det så være?
Hvis jeg skulle give et råd til nye studerende på professionsbachelor i skat, ville det være, at man skal være nysgerrig og tør springe ud i det.
Og hvis professionsbachelor i skat lyder som noget for dig, så tag endelig ud og besøg skolerne, mærk stemningen og snak med de studerende. Hvis du har mulighed for det, så kom i studiepraktik og få en fornemmelse af hvad det vil sige at være studerende på professionsbachelor i skat.
Hvilke karriereovervejelser havde du, forud for at du valgte uddannelsen? Hvad sporede dig hen mod professionsbachelor i skat?
Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville uddannes inden for noget, hvor man altid kan lære mere og hvor, der er mulighed for personlig og faglig udvikling.
Til uddannelsesdag på LEGO var der én, som nævnte professionsbachelor i skat. Herefter læste jeg mere om uddannelsen på VIA’s hjemmeside og på ug.dk. Det lød som en uddannelse, der kunne opfylde alle mine ønsker - både undervejs med deres undervisningsform, men også i forhold til mine karrieredrømme.
Herefter fik jeg i 3.g mulighed for at komme i studiepraktik, hvor jeg valgte professionsbachelor i skat. Her kunne man følge undervisningen sammen med de andre studerende, mærke stemningen, og få en fornemmelse af, hvad det ville sige at studere professionsbachelor i skat. Derefter søgte jeg ind på uddannelsen.
Dansk Told & Skatteforbund byder velkommen til nye studerende på VIA Randers samt det hybride hold.
Dansk Told & Skatteforbund byder velkommen til nye studerende på Københavns Professionshøjskole.
- vær med til at spille en vigtig rolle for velfærdssamfundet.
- i København, Odense, Herning eller Randers - og hybrid i Herning eller Randers.
- til styrkelse af skattefagligheden i Skatteforvaltningen eller som rådgiver.