Hvad er din jobfunktion og dine arbejdsopgaver i dag?
Jeg er underdirektør i Skattestyrelsen, Særlig Kontrol, med ansvar for afdelingen for international skatteunddragelse og hvidvaskindsatsen
Hvordan har din karrierevej været siden uddannelsen?
Uha….det er mange år siden, men i hovedtræk således: Jeg blev færdig som skatterevisor i 1998 fra det, der dengang hed Danmarks Forvaltningshøjskole, og hvor der var tale om et 6-årigt deltidsstudie. Ved siden af studiet arbejdede jeg over årene med stort set alle tænkelige opgaver inden for skatteforvaltningen i Odense Kommune, hvor jeg var ansat indtil 1998, hvorefter jeg kom til den daværende Told- og Skatteregion Odense i — forbindelse med, at ansvaret for selskabsligningen overgik til staten.
Her arbejdede jeg først med økonomisk kriminalitet, men kom ret hurtigt tilbage til selskabsskatteområdet og påbegyndte en masteruddannelse i skat. Denne færdiggjorde jeg i 2003. Indtil 2008 arbejdede jeg primært på selskabsskatteområdet med transfer pricing og var blandt andet udlånt til det, der i dag hedder Store Selskaber.
I 2008 skiftede jeg job til Deloitte, hvor jeg ligeledes arbejde med selskabsskatteområdet og transfer pricing. I slutningen af 2008 var jeg så heldig at få mulighed for at komme ind til HR i vores daværende koncerncenter i København, i den del, der hed SAC, hvor jeg primært arbejdede med kompetenceudvikling, analyser, organisationsudvikling og diverse ad hoc-opgaver og ledelsesstøtte.
I 2012 blev jeg funktionsleder i en enhed i Store Selskaber i Odense, med ansvar for transfer pricing. I 2015 blev jeg kontorchef for et andet kontor i Store Selskaber, nemlig i København. Her havde jeg ansvaret for opgaven med først tonnagebeskatningen og sidenhen også for kulbrintebeskatningen.
I 2015 blev jeg ligeledes, sammen med en række andre ledere og medarbejdere fra daværende Kundeservice og Indsats, involveret i udbyttesagen, og i særdeleshed opgaven med at få ryddet op, få skabt overblik og med primær fokus på de berosatte refusionsanmodninger.
I starten af 2018 blev jeg så underdirektør i Person, Perondata, og her var jeg indtil 1. august 2019, hvor jeg tiltrådte min nuværende underdirektørstilling i Særlig Kontrol. I perioden 2015 til 2018 har jeg så også taget en MPG (Master i Offentlig Ledelse) på Aarhus og Syddansk Universitet
Hvordan har din uddannelse hjulpet dig på vej i dit arbejdsliv, og hvilke elementer har gjort dig eftertragtet?
I og med min uddannelse var et deltidsstudie, har jeg været så priviligeret, at jeg har kunnet lære gennem både teori og praksis. Det har fungeret rigtig godt for mig og givet mig et værdifuldt ophæng i forhold til teorierne, men det har også nogle gange været en stor omkostning på hjemmefronten. Skulle jeg gøre det om i dag, så havde jeg nok taget en fuldtidsuddannelse i ungdomsårene. Jeg ved ikke, om jeg er særlig eftertragtet, men jeg er heldig at være ansat i en stor organisation, hvor der er rigtig mange muligheder for udvikling og forskellige jobs, hvis man har mod på at udvikle sig og flytte sig. En kombination af den viden, jeg har tilegnet mig gennem årene - såvel på skolebænken som gennem arbejdet og de personlige egenskaber, jeg besidder, har sammen med en portion held i forhold til at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt betydet, at jeg har fået nogle meget spændende jobmuligheder gennem årene.
Hvordan ser du muligheden for, at en professionsbachelor i skat kan være attraktive for dit arbejdsfelt?
Jeg ser store muligheder de kommende år for de unge mennesker, der vælger at tage en uddannelse målrettet Skatteforvaltningen. Politisk er der stor opbakning til Skatteforvaltningen, og der skal rekrutteres rigtig mange medarbejdere de kommende år. Her ser jeg klart muligheder for netop unge mennesker med en professionsbachelor i skat. Jeg tænker, at en af styrkerne ved netop denne uddannelse er, at uddannelsen er målrettet Skatteforvaltningen, og de derfor også vil kunne gå ind rigtig mange steder i organisationen. Også i Særlig Kontrol, hvor jeg sidder, tænker jeg de, sammen med øvrige faggrupper, vil være en værdsat faggruppe. Jeg ser en styrke i samspillet mellem flere faggrupper. Vi kan noget forskelligt afhængig af uddannelsesmæssig baggrund og erfaring, men sætter vi disse i spil på tværs af fagprofessioner, så kan vi rigtig meget som organisation. En professionsbachelor kan komme med en masse viden om skatter og afgifter bredt og vil dermed netop kunne byde ind i dette samspil.
Har du et godt råd til de studerende på professionsbachelor i skat – eller til dem, som overvejer at søge ind på uddannelsen?
Generelt skal man vare sig med at give andre gode råd. Men min egen erfaring er, at en uddannelse som denne, kombineret med engagement, interesse for andre mennesker og opgaver, lysten til at lære og udvikle sig m.v. kan føre rigtig mange steder hen. Det har det gjort for mig, ikke mindst fordi, at Skatteforvaltningen er en stor organisation med rigtig mange muligheder. Så på den måde vil en professionsbachelor i skat kunne åbne døre for rigtig mange udviklingsmuligheder i årene fremover. Det behøver i øvrigt ikke alene at være inden for Skatteforvaltningen. Rigtig mange af dem, jeg læste med, er i dag ansat i store danske selskaber eller rådgivningshuse, så en uddannelse som denne kan føre mange steder hen.
Dansk Told & Skatteforbund byder velkommen til nye studerende på VIA Randers samt det hybride hold.
Dansk Told & Skatteforbund byder velkommen til nye studerende på Københavns Professionshøjskole.
- vær med til at spille en vigtig rolle for velfærdssamfundet.
- i København, Odense, Herning eller Randers - og hybrid i Herning eller Randers.
- til styrkelse af skattefagligheden i Skatteforvaltningen eller som rådgiver.